Efter en lang lørdag på World Dog Show i Herning, da var jeg blevet inviteret på pürch tidlig søndag morgen af en rigtig garvet og erfaren jæger, Flemming.
Flemming hentede mig ved indkørslen klokken 0330, hvor jeg stod og iagttog en rå der på en forunderlig måde varslede denne morgens begivenheder bare 150 meter fra mine noget morgentrætte øjne.
Flemming havde inviteret mig i Uggerby Klitplantage. Et sted jeg de sidste par år er kommet til at elske højt igennem den smukke natur og de jagtoplevelser Flemming netop der har givet mig.
Vi starter med at skrive os ind i jagthytten, således andre jægere kan se, hvor vi agter at bevæge os med et skarpladt våben. Reglen er, at vi kun går efter seksendere, men spidsbukke er også tilladte.
Jeg blev sat af på en grusvej ikke langt væk fra det store udkigstårn. Flemming beskrev området og fortalte at der var en åben mark på den anden side af denne del af skoven og der ville det nok være en god ide, hvis jeg satte mig og kiggede efter bukken.
Da Flemming kørte videre gjorde jeg mig klar, tjekkede lommerne, ingen løse lynlåse der kunne give lyd fra sig, ingen åbne lommer, riflen ladt og sikret, alt på plads og jeg begyndte at pürche ind igennem en lille skovsti.
Jeg går meget stille med alle sanser helt tændte og morgentrætheden er afløst af det, der igennem mange tusinde års evolutionær udvikling er givet i instinkter til alle jægere, også os mennesker, evnen til jagt. Jeg stopper op med passende mellemrum for at opfatte og konsumere lyde, bevægelser eller andet der vil kunne give mig chancen til en buk.
Da jeg kommer frem til marken kan jeg se et rødt dyr stå ude i en enklave af nye træer midt i terrænet. Jeg bevæger mig stille ind i skoven igen og går tættere på det sted, hvor dyret er tættest på skovkanten. Jeg får mig listet frem til kanten og sætter mig op ad en stor gran. Derfra får jeg konstateret, at det røde dyr er en rå der indtager sin morgenmad i dagens første solstråler. Jeg bliver siddende i håb om at bukken vil holde hende ved selskab, men i stedet opdager jeg, at vores selskab er to traner der er i gang med samme morgenmads rutine. Et syn få oplever i samme omfang. Disse to traner går rundt i 2 timer og i perioder er de ikke mere end 30 meter fra mig. En oplevelse der ville have været hele morgenen værd og med stor sandsynlighed ikke noget jeg kommer til at opleve igen på samme intense måde. Endnu en rå (og ikke en buk) kommer frem i nærheden af den første. Den forsvinder dog igen og i det samme dukker en tredje rå op 200 meter længere ned på marken. Den første rå bevæger sig nu forbi mig i en afstand af 20 meter for derefter at forsvinde i skoven. Det er altid med spænding og et smukt syn, når man kan opleve et rådyr gå ubekymret i en afstand, hvor man næsten kan række ud og klappe det. Jeg beslutter mig for at pürche ned i den anden ende af marken, hvorefter jeg i følgeskab af en rå, mig inde i skoven og råen ude på marken går tilbage til mit grantræ, jeg sætter mig og råen gå i en afstand af 10 meter forbi og ind i skoven. Puha, det var også spændende.
Klokken er nu lidt i syv og vi have aftalt at mødes halv otte, tiden er ved at løbe ud, men så kommer bukken.
I samme område ude i marken, hvor der er noget højt græs og lidt træer, der står han. Jeg får konstatere, at det er en spidsbuk og han står ca. 80 meter ude. Jeg Sms’er til Flemming ”Må jeg skyde en spidsbuk?”, intet svar. Jeg står i lidt af et dilemma. Skyder jeg ham, så kan Flemming ikke skyde flere bukke denne sommer og jeg fratager ham chancen til en seksender. Men efter jeg lige tænkte lidt over Flemmings bukkevæg, så beslutter jeg mig for, at han nok kan undvære en enkel seksender til fordel for min første buk. Så nu skulle det være. Bukken står ikke til et godt skud og jeg venter derfor lidt for at se om han vil gå ud af det høje græs, men det vil han ikke. Jeg må tættere på. Jeg lister mig over bag nogle gyvel og er nu 70 meter fra ham, men heller ikke her er der et godt skud. Nu er der 40 meter nyslået græs imellem det høje græs, hvor han står, og mig. Dette skal jeg forbi og det er helt åbent terræn. Eftersom han står og spiser og derfor har sit hoved nede i græsset fra tid til anden, da har jeg muligheden for at snige, krybe, kommandokravle over den nyslåede mark, men hver gang han løfter hovedet, da må jeg trykke mig til jorden og ligge helt stille. Midtvejs åbner der sig mulighed for at kravle i en lille 50 cm dyb grøft der dermed giver mig lidt mere læ. Jeg prøver igen at SMS til Flemming, men inden jeg gør dette fjerner jeg lige de bib lyde der kommer når jeg trykker på tastaturet, den eneste lyd jeg ikke havde forberedt fjernet på mobilen og den mindste lyd kan afslutte morgenen uden succes. Flemming svarer heller ikke på denne SMS, men så har han altså også fået to chancer. Jeg fortsætter min jagt. Et par gange knækker jeg en lille gren og bukken kigger med det samme op og i retning mod mig. Der er ikke andet og gøre end at være helt stille og håbe på det bedste. Men vinden er rigtig og rådyr stoler mere på lugtesansen og høresansen en syns sansen, dette udnytter jeg. Jeg får med stort besvær bevæget mig ind på en afstand af 30 meter og får placeret skydestokken, mig selv og riflen bag et meget usselt grantræ på cirka en meters højde, max 50 cm i bredde og med et uretfærdigt få antal grene. Men det er det eneste træ i nærheden, ynkeligt eller ej.
Dernæst sker resten vel inde for ikke mere end 5 sekunders tid. Jeg står med ham i kikkerten og føler ikke rigtigt der er et godt skud endnu. Pludselig kigger han op og direkte mod mig. Det er som en boble af spænding omfavner mig og hans blik i mit. Jeg kan nærmest se ham tænke ”Sådan så det grantræ ikke ud for 10 sekunder siden”. Jeg beslutter mig for skud. På et mikrosekund bliver 3 timers spænding, adrenalin, øjeblikke med natur og tanker på alt i livet pludseligt udløst i et drab, et ekstremt voldsomt scenario, hvor et projektil igennem min handling flyver med mere en lydens hastighed, igennem luften, ind i kroppen, igennem knogler og væv, ud og ned i moderjord på den anden side af dyret. Bukken springer op og fordi det hele går så hurtigt, da kan selv cellerne i hans krop ikke nå at registrere, at der ikke er mere at gøre. Han når 50 meter og falder om. Jeg er hurtigt over ham og i det jeg skal stikke ham med min kniv i hans nakke, giver han det sidste dybe blæs af liv ud af kroppen.
Han er død og jeg lever. Det er som om, at i disse sekunder imellem det smukke liv og den brutale død, det er der man lever.
Disse sekunder kommer jeg aldrig at glemme.
Tak til Flemming for at tage mig med, men specielt tak til bukken der tilbød og ofrede sig selv for at jeg kunne leve.
