17. jul. 2011

Agerhøne kyllinger

Mit par agerhøns i volieren ville ikke rigtigt, som parret sidste år.
Jeg tror der var for mange forstyrelser fra vildkatte til at de ville lægge egne æg.

Derfor ville jeg afprøve metoden med at sætte daggamle kyllinger ind til dem, som de derefter helst skulle adoptere med det samme.

En agerhøne kylling kan højst leve 20 minutter uden varme fra forældre dyr.
Så bliver de ikke accepteret med det samme, da går de til.

Opdrætteren troede ikke på ideen, men jeg ville gi det en chance.

Fasaner, ja selv almindelige høns accepterer ikke nye kyllinger, de slår dem ihjel.

Men agerhønen viser igen sin specielle natur.

Mine parhøns har været et ret stresset par. De kaldte lidt på hinanden da jeg satte dem i volieren for et par måneder siden. Men siden da har de bare skrappet op og skældt ud når jeg tilså dem.

Det blev dog en helt unik oplevelse da jeg i går lagde 8 kyllinger ind til dem. Vanlig vis var parret uroligt da jeg kom til volieren, men da jeg satte kyllingerne ind sagde det klik i hovedet på parret. Hønen begyndte at kalde sammen på dem og de 8 kyllinger løb alt, hvad de kunne hen til hende.
Jeg trak mig tilbage så de kunne få ro, men om eftermiddagen kunne jeg ikke lade være med og se til dem. Hvis de levede var alt gået efter planen.
Ganske rigtigt. Kyllingerne lå pænt under hønen og fik varmen.

I dag satte jeg yderligere 8 ind til dem. Hanen gav lige et ekstra nummer af den rigtige adfærd. Han rendte rundt og imiterede en brækket vinge for at lokke mig væk.

De næste par uger vil vise, hvor mange der klarer den.

Metoden er hermed godkendt fra min side. Helt perfekt.






0 kommentarer