Siden den 16. maj har jeg vel brugt 18 timers effektiv reflekterende over familie, hunde, ECDIS, Det Geospatiale og meget mere.
I perioder har disse timer haft tidslommer af ren og skær primitiv fokusering på et dyr, som jeg i bund og grund ville slå ihjel.
Disse 18 timer kan kort fortalt betegnes, som en jagtform der hedder Pürch.
I Danmark er Pürch evnen til at opdage en buk før den opdager dig med det klare og kontante formål at slå den ihjel.
Typisk placerer man sig ude i naturen et sted, hvor man ved bukken kan komme forbi. Når ens tålmodighed med at sidde stille ikke holder længere, så bevæger man sig rundt i terrænet, men da rådyr er rigtigt gode til at registrere bevægelse, så giver dette nogle udfordringer.
I går valgte jeg og sidde stille. På et lille stykke mark, hvorpå der i midten står et gammelt blommetræ valgte jeg og placere mig med rumpen på et muldvarpeskud og ryggen mod træet.
Tankerne flyver af sted mod det ene og det andet når man bare venter, men pludselig sker det der gør, at man vælger denne adfærd frem for en TV serie foran fjernsynet.
Der står han. Han træder ud på marken fra nogle træer han er i følgeskab med en rå (hun rådyr).
Pludselig er der kun tre individer i hele verden, en buk, en rå og jeg selv med en helt anden personlighed end den man har til dagligt.
Pludselig er man meget primitiv, hjertet slår hurtigere, adrenalinen pumper ud i kroppen og man tænker næsten ikke, man er kun fokuseret.
De mest primitive instinkter træder i karakter.
Jeg krybber igennem brændenælder omkring blommetræet, mærker overhovedet ikke, hvordan de brænder mine hænder (som jeg kan mærke i dag), og ender i en god position bag stammen med et godt anlæg til riflen.
Men han forsvinder med sin dame ind i træerne igen.
Håbet lever dog og jeg venter. Pludselig står han bare 20 meter fra mig.
Der skal ikke tænkes, jeg sigter og skyder.
Skudøjeblikket er et sekund brudt op i et hvirvel af frakterede millisekunder, jeg ser ikke, hvad der sker med bukken.
Råen springer dog et par meter frem imod mig og stopper op 5 meter ude. Hun kigger på mig og stikker af i fart.
Jeg springer frem mod stedet og der ligger han, død på stedet.
Nu kan man mærke livet igen.
Der går lige 5 minutter før ens normale jeg langsomt vender tilbage og det er også godt nok.
Men for helvede, hvor ville det være skønt at disse få minutters primitiv mærkbar oplevelse af livet kunne vare meget længere.
Denne aften blev et gammelt blommetræ på en mark uden for Løkken en del af min historie og jeg vil aldrig glemme, hverken blommetræet og bukken.
