Bambi and her first born! Orange/White female! Sweet!
5. sep. 2010
Welcome!
Indsendt af
Bracco Italiano - BiancoRosso
kl.
22.18
6
kommentarer
Etiketter:
Bambaia di Ala D´Oro,
BiancoRosso,
Bracco Italiano,
bracco italiano puppies,
Puppies
2. sep. 2010
1. September

Så blev det endelig 1. september og andejagten er gået ind.
Op klokken 0400 og var klar i sivene sammen med Freddie 0620. Vejret var helt og aldeles smukt og alt for "godt" til ande/gåse jagt.
Der var masser af fugle, dog ingen (ud over en al for hurtig krikand) inden for min rækkevide.
Men en utrolig smuk morgen og en god rensning af sindet.
Men intet på tasken denne morgen.
Derfor tog jeg også en ekstra tur efter børnene var lagt i seng om aftenen. Kragerne må man jo også gøre noget ved.
Sådan blev det og jeg kunne da komme igennem 1. september med noget på tasken.
27. aug. 2010
Nyt stort resultat fra Sverige!
Mio (Bianco Rosso Amelia Piccinini) har gjort det igen.
Max 10 point på vandapporteringsprøve.
Endnu et bevis på Jenny og Jens gode arbejde med jagthunde.
Stort Tillykke fra Danmark.
18. aug. 2010
KJS weekend
Træningsweekend

En herlig weekend er overstået med marktræning og apporteringstræning.Weekenden var tilegnet KJS, men blev grundet lille antal tilmeldinger slået sammen med træning for en lille Hollandsk gruppe.
Der var mulighed for agerhøns, som for alle hunde blev udnyttet.
Vejret var godt og hundene nød vandtræningen.
Ræveslæb.
Holdet samlet i noget af det terræn vi brugte til marktræningen.
8. aug. 2010
Snart Jagt
Nu nærmer sig de måneder, hvor hund og jæger bliver et. Et samspil i jagt og glæde. Timer i naturen, hvor alt bliver til intet og intet bliver til alt.Bambi når nok ikke op i top form (efter hvalpningen) til den 16. september, men mindre kan også gøre det.
Freddie er klar til den 1. september.
7. aug. 2010
God Weekend
Bambis adfærd er ved at rette sig ind efter de kommende hvalpe. Hun vil nye steder for at besørge sig. Hun kan ikke spise store portioner mere og vi må dele maden over 3 gange, så alt er, som det skal være.
I går var hele familien hos naboerne og spise rigtig god mad. På vejen derhen så vi en pæn flok agerhøns.
Målet med min fodring indsats specielt overfor agerhønsene viser nu næsten dagligt, at have båret frugt.
Hele tiden har forældrene hovedet lidt højre og er på tæerne. De skal holde øje med hele flokken og det kan godt være svært med 16 kyllinger.
Måske nogle af disse bliver brugt i træningsøjemed næste weekend, hvor en flok fra Holland og KJS bl.a. skal træne i området.
Mine høns i volieren kommer dog ikke ud endnu, til dette er kyllingerne stadig for små. Så kokken vogter dem stadig. Bemærk hans adfærd med hale og vinge. Han er rigtig sur på mig.
3. aug. 2010
Bambi er drægtig

Kennel Di Ala D'Oro har igennem lang tid fuldt en han hund i Italien. De har set ham, som hvalp, unghund og nu, som en flot færdigudviklet. De har set ham i træning og på markprøve. De har haft den helt perfekte mulighed for at bedømme ham i forbindelse med mulig brug i avlen.
Det har derfor været med stor glæde, at Kennel Di Ala D'Oro valgte Bambi(Bambaia Di Ala D'Oro) i kombination med ham.
Dette betød, at min far og jeg kørte til Italien mandag i uge 27 for parring med Bambi og var hjemme igen torsdag. Det var derfor også med stor spænding, at vi fik scannet Bambi.
Men efter 2 vellykkede parringer i 35 graders varme er det nu med stor fornøjelse, at vi kan bekræfte drægtigheden.
Det var en fornøjelse at møde op i Italien og se, hvordan en Italiener prisværdiger racen. Træneren havde en væg fyldt med billeder af arbejdene hunde i jagt og markprøver. En anden væg var fyldt op med præmier fra markprøver og enkelte udstillinger. Et forhold vi i Kennel BiancoRosso netop søger og værdsætter for racen.
Det er også en fornøjelse og læse hanhundens resultatbog. En pæn og flot resultat side fra udstillinger, men en mindst lige så flot side med resultater fra markprøver.
Så alt, hvad Kennel Di Ala D'Oro havde fortalt os om herren var helt og særdeles sandt.
Det er derfor med ekstra stor glæde, at vi nu indfører en helt ny kombination til Danmark og Skandinavien.
En kombination der i både han og tæve har sat pris og bevis for de gode brugsegenskaber der netop skal være i en stående jagthund.
31. jul. 2010
Freja, Freddie, Far, Sofia og kyllinger
Agerhønsene trives og vokser. Små fjer begynder at komme frem.
Familien har også været ude og tage billeder til Aktivt Hundeliv.
23. jul. 2010
De Første Kyllinger
Det bliver helt klart bedre muligheder for at hjælpe nye Bracco ejere med træningen, hvis Bambi er med hvalpe.
Dels fordi jeg allerede har observeret flere vilde agerhønse kuld på mine træningsterræner.
Men også fordi, at mit voliere par har vist de første kyllinger der netop i øjeblikket vover sig ud i den store verden.
20. jul. 2010
Imens vi venter....
på en skanning af Bambi, så venter jeg i disse dage spændt på agerhøne kyllinger.
Så igår en stor flok vagtelstore agerhøns på vejen, alene det lover godt for mit lokale agerhøne projekt.
Men ikke nok med det, så forventer jeg snart kyllinger i volieren.
Hver gang jeg ser til den, da ligger hanen og vogter faderligt. Han bliver dog lidt gal, når jeg skal skifte vand og mad.
Derimod virker det, som om, at hønemor har ligget i 3 uger uden at røre sig ud af flækken.
Hun er igennem årtusinders evolution meget svær at se, kan du finde hende i hjørnet?
2. jul. 2010
To Traner og en Buk
Alle der har skudt en buk kan huske den første, som det var i går. Det samme kommer til at gælde for mig. Jeg indrømmer gerne at dette skulle være sket langt tidligere i mit jæger liv. Men omstændigheder har gjort, at først sidste år fik jeg tager mit riffeltegn. Siden da har jeg været ude en del gange for netop at opleve øjeblikket med den første buk.
Efter en lang lørdag på World Dog Show i Herning, da var jeg blevet inviteret på pürch tidlig søndag morgen af en rigtig garvet og erfaren jæger, Flemming.
Flemming hentede mig ved indkørslen klokken 0330, hvor jeg stod og iagttog en rå der på en forunderlig måde varslede denne morgens begivenheder bare 150 meter fra mine noget morgentrætte øjne.
Flemming havde inviteret mig i Uggerby Klitplantage. Et sted jeg de sidste par år er kommet til at elske højt igennem den smukke natur og de jagtoplevelser Flemming netop der har givet mig.
Vi starter med at skrive os ind i jagthytten, således andre jægere kan se, hvor vi agter at bevæge os med et skarpladt våben. Reglen er, at vi kun går efter seksendere, men spidsbukke er også tilladte.
Jeg blev sat af på en grusvej ikke langt væk fra det store udkigstårn. Flemming beskrev området og fortalte at der var en åben mark på den anden side af denne del af skoven og der ville det nok være en god ide, hvis jeg satte mig og kiggede efter bukken.
Da Flemming kørte videre gjorde jeg mig klar, tjekkede lommerne, ingen løse lynlåse der kunne give lyd fra sig, ingen åbne lommer, riflen ladt og sikret, alt på plads og jeg begyndte at pürche ind igennem en lille skovsti.
Jeg går meget stille med alle sanser helt tændte og morgentrætheden er afløst af det, der igennem mange tusinde års evolutionær udvikling er givet i instinkter til alle jægere, også os mennesker, evnen til jagt. Jeg stopper op med passende mellemrum for at opfatte og konsumere lyde, bevægelser eller andet der vil kunne give mig chancen til en buk.
Da jeg kommer frem til marken kan jeg se et rødt dyr stå ude i en enklave af nye træer midt i terrænet. Jeg bevæger mig stille ind i skoven igen og går tættere på det sted, hvor dyret er tættest på skovkanten. Jeg får mig listet frem til kanten og sætter mig op ad en stor gran. Derfra får jeg konstateret, at det røde dyr er en rå der indtager sin morgenmad i dagens første solstråler. Jeg bliver siddende i håb om at bukken vil holde hende ved selskab, men i stedet opdager jeg, at vores selskab er to traner der er i gang med samme morgenmads rutine. Et syn få oplever i samme omfang. Disse to traner går rundt i 2 timer og i perioder er de ikke mere end 30 meter fra mig. En oplevelse der ville have været hele morgenen værd og med stor sandsynlighed ikke noget jeg kommer til at opleve igen på samme intense måde. Endnu en rå (og ikke en buk) kommer frem i nærheden af den første. Den forsvinder dog igen og i det samme dukker en tredje rå op 200 meter længere ned på marken. Den første rå bevæger sig nu forbi mig i en afstand af 20 meter for derefter at forsvinde i skoven. Det er altid med spænding og et smukt syn, når man kan opleve et rådyr gå ubekymret i en afstand, hvor man næsten kan række ud og klappe det. Jeg beslutter mig for at pürche ned i den anden ende af marken, hvorefter jeg i følgeskab af en rå, mig inde i skoven og råen ude på marken går tilbage til mit grantræ, jeg sætter mig og råen gå i en afstand af 10 meter forbi og ind i skoven. Puha, det var også spændende.
Klokken er nu lidt i syv og vi have aftalt at mødes halv otte, tiden er ved at løbe ud, men så kommer bukken.
I samme område ude i marken, hvor der er noget højt græs og lidt træer, der står han. Jeg får konstatere, at det er en spidsbuk og han står ca. 80 meter ude. Jeg Sms’er til Flemming ”Må jeg skyde en spidsbuk?”, intet svar. Jeg står i lidt af et dilemma. Skyder jeg ham, så kan Flemming ikke skyde flere bukke denne sommer og jeg fratager ham chancen til en seksender. Men efter jeg lige tænkte lidt over Flemmings bukkevæg, så beslutter jeg mig for, at han nok kan undvære en enkel seksender til fordel for min første buk. Så nu skulle det være. Bukken står ikke til et godt skud og jeg venter derfor lidt for at se om han vil gå ud af det høje græs, men det vil han ikke. Jeg må tættere på. Jeg lister mig over bag nogle gyvel og er nu 70 meter fra ham, men heller ikke her er der et godt skud. Nu er der 40 meter nyslået græs imellem det høje græs, hvor han står, og mig. Dette skal jeg forbi og det er helt åbent terræn. Eftersom han står og spiser og derfor har sit hoved nede i græsset fra tid til anden, da har jeg muligheden for at snige, krybe, kommandokravle over den nyslåede mark, men hver gang han løfter hovedet, da må jeg trykke mig til jorden og ligge helt stille. Midtvejs åbner der sig mulighed for at kravle i en lille 50 cm dyb grøft der dermed giver mig lidt mere læ. Jeg prøver igen at SMS til Flemming, men inden jeg gør dette fjerner jeg lige de bib lyde der kommer når jeg trykker på tastaturet, den eneste lyd jeg ikke havde forberedt fjernet på mobilen og den mindste lyd kan afslutte morgenen uden succes. Flemming svarer heller ikke på denne SMS, men så har han altså også fået to chancer. Jeg fortsætter min jagt. Et par gange knækker jeg en lille gren og bukken kigger med det samme op og i retning mod mig. Der er ikke andet og gøre end at være helt stille og håbe på det bedste. Men vinden er rigtig og rådyr stoler mere på lugtesansen og høresansen en syns sansen, dette udnytter jeg. Jeg får med stort besvær bevæget mig ind på en afstand af 30 meter og får placeret skydestokken, mig selv og riflen bag et meget usselt grantræ på cirka en meters højde, max 50 cm i bredde og med et uretfærdigt få antal grene. Men det er det eneste træ i nærheden, ynkeligt eller ej.
Dernæst sker resten vel inde for ikke mere end 5 sekunders tid. Jeg står med ham i kikkerten og føler ikke rigtigt der er et godt skud endnu. Pludselig kigger han op og direkte mod mig. Det er som en boble af spænding omfavner mig og hans blik i mit. Jeg kan nærmest se ham tænke ”Sådan så det grantræ ikke ud for 10 sekunder siden”. Jeg beslutter mig for skud. På et mikrosekund bliver 3 timers spænding, adrenalin, øjeblikke med natur og tanker på alt i livet pludseligt udløst i et drab, et ekstremt voldsomt scenario, hvor et projektil igennem min handling flyver med mere en lydens hastighed, igennem luften, ind i kroppen, igennem knogler og væv, ud og ned i moderjord på den anden side af dyret. Bukken springer op og fordi det hele går så hurtigt, da kan selv cellerne i hans krop ikke nå at registrere, at der ikke er mere at gøre. Han når 50 meter og falder om. Jeg er hurtigt over ham og i det jeg skal stikke ham med min kniv i hans nakke, giver han det sidste dybe blæs af liv ud af kroppen.
Han er død og jeg lever. Det er som om, at i disse sekunder imellem det smukke liv og den brutale død, det er der man lever.
Disse sekunder kommer jeg aldrig at glemme.

28. jun. 2010
World Dog Show 2010
WDS blev en hyggelig oplevelse med gensyn af venner, samt et møde der har været længe ventet.
Tina fra Holland, samt deres danske hvalpekøbere med hunde (alle i familie med Bambi og Rucci) var mødt op.
Men til stor glæde var Amanda fra USA mødt op med Delaney (En af Ruccis hvalpe)
Amanda er en ung pige med benene solidt på jorden. Hun læser til dyrlæge og har et godt tag i arbejdet med Bracco Italiano.
Hun er til min store glæde igang med den jagtrelateret træning, både på mark og apporteringen.
Flere af hendes slags og Braccoen vil have en lovende fremtid.
Indsendt af
Bracco Italiano - BiancoRosso
kl.
19.50
1 kommentarer
Etiketter:
BiancoRosso,
di Ala D´Oro,
world dog show denmark
19. jun. 2010
Rikke og Vito
Rikke og Vito efter velfortjent 1. præmie i lydighed Klasse 1.

Vito viser det der skal til og opnår resultatet.
Det er dog lidt sjovt og se en Bracco Italiano iblandt hyrdehundene, der er super specialisterne inden for lydighed.
Det er endda, som om en af de andre hunde kigger lidt forundret over på Vito og tænker "Det var dog som syv ......, en Bracco Italiano!"
Abonner på:
Opslag (Atom)