Viser opslag med etiketten hunting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hunting. Vis alle opslag
21. okt. 2010
1. okt. 2010
1. Oktober.
For alle os med jagt i sjælen er 1. oktober en af de bedre dage. For nu er jagten for alvor gået igang.
Godt nok er 1. september også en god dag for hund og jæger (Ande og Gåsejagt)
16. september er helt klart en af de bedre for os med stående hund (Men i år har jeg sparet agerhønsene, måske fordi jeg har været lidt af en far for dem)
Så i dag skulle Freddie få chancen for en god stand og en apportering.
Men den sidste stand var til denne kok. Freddie, du er bare dejlig!
Karsten, måske du også kan smøre til mig?
15. nov. 2009
Bambi og Freddie gør det godt hver weekend!
Freddie var ude med min far lørdag og det var en stolt bedstefar der kunne fortælle om flot stand og en vandskelig apportering til hånden. Min far har haft hund hele livet, men er nu for gammel til træning af egen jagthund. Så er det godt, at Freddie og min far er et godt team. Hver gang min far kommer i bilen, så hopper Freddie op bag i og vil med på jagt.
Bambi bygger stadig på og har den ene gode oplevelse efter den anden. Denne søndag kunne jeg kvittere med at ramme 2 fasankokke.
Bambi and Freddie do well every weekend.
Freddie was out with my dad on Saturday and it was a proud grandfather who could tell about a perfect point and water retrieving delivered to the hand. My father has had dogs throughout his life but are now too old for the training of his own hunting dog. So it is good that Freddie and my dad is a good team. Every time my dad arrive in his car, Freddie jumps up in the car and want to go hunting.
Bambi has one good experience after another. This Sunday, I could acknowledge her skills with shooting 2 pheasants.
0
kommentarer
Etiketter:
Bambaia di Ala D´Oro,
Bambi,
BiancoRosso,
Bracco Italiano,
Freddie,
hunting
24. sep. 2009
En jægers bekendelser
Dette er en lille reklame for det at være jæger.
Vi lever i en tidsalder, hvor verden omkrig os påvirker os så ekstremt meget, at det er en konstant stresspåvirkning uden sidestykke i historien.
Vi lever i en verden, hvor krav og forventninger til resultater bliver højere og højere. Dette ikke kun på vores arbejde, men i samfundet generelt.
Tænker vi 50.000 år tilbage, da levede mennesket i meget små samfund måske i grupper/familier/stammer af max 100 individer.
Dagligdagens opgaver var ikke mange, men i høj grad ekstremt vigtige, da de var et spørgsmål om overlevelse.
Det var et jæger/samler samfund og de færdigheder mennesket besad, var i relation til dette samfund.
50.000 år er et splitsekund i en evolutionsmæssig sammenhæng.
Dvs. mennesket har ikke fysisk ændret sig i den periode, men det har vores omkringliggende selvskabte samfund/levevis i høj grad.
Menneskets egenskaber er i største grad indrettet efter den verden vi levede i under jæger/samler samfundet.
Med dette i tankerne forstår jeg godt, hvorfor mit sind og krop reagerer positivt på det at gå på jagt.
Når jeg sidder i en siv bevokset grøft, med Freddie ved min side, ventende, spejdende, lyttende efter om en and eller gås skulle komme forbi, således jeg kan rejse mig op, sigte, skyde og forhåbentligt ramme og dermed give muligheden for, at Freddie kan apportere anden hjem til mig og fuldende en jagtdag, da kan jeg på en mærkelig måde mærke, at jeg tilfredsstiller en urkraft jeg ikke i det daglige får tilfredsstillet.
Denne tilfredsstillelse renser mit sind, opfylder et behov og sætter min person i balance.
Jeg tror ikke det er drabet på en enkel and der giver mig en tilfredsstillelse.
Det er kombinationen af, den forberedelse der skal til (det rigtige tøj skal findes frem, våbnet skal klargøres m.m.), den tålmodighed og venten man ikke kan komme uden om før anden kommer forbi, det simple samarbejde der skal være imellem hund og jæger, de færdigheder man må besidde for at finde det rette skjul, samt de færdigheder der skal til for at ramme anden (de kunne være bedre).
En kombination af problemstillinger og opgaver urmennesket stod overfor dagligt og netop derfor måske rammer mig så hårdt, da jeg netop her er, hvad jeg skal være, det simple urmenneske.
Sidst, men ikke mindst, så får jeg også den helt igennem fuldendte tilfredshed det er at spise en stegt and med friske vildmose kartofler og brun sovs til, en and der har levet et liv, som ælling med sin andemor, imellem siv og åkander gnaskende på alt hvad naturen tilbyder en lille lykkelig ælling (og ikke i en andefarm iblandt 1000 andre ænder uden tilgang til en sø eller andet godt), en and der forender i en split sekund (og ikke under en lang transport til et slagtehus), en and jeg helt igennem viser min fulde respekt igennem alt, hvad jeg gør af forberedelse til jagt, træning af hund, tålmodig venten og forsøget på at give det perfekte skud der i sekundet fjerner livet i anden og på en mærkværdig måde overfører det til mig og min person.
Efter en søndag aften at have været rigtig jæger, så kan jeg med et smil tage på arbejde igen og være det moderne menneske.
Jeg kan stærkt anbefale det at være jæger til alle.
I bund og grund så er det det vi er skabt til, dette er min bekendelse.
Kim
Vi lever i en tidsalder, hvor verden omkrig os påvirker os så ekstremt meget, at det er en konstant stresspåvirkning uden sidestykke i historien.
Vi lever i en verden, hvor krav og forventninger til resultater bliver højere og højere. Dette ikke kun på vores arbejde, men i samfundet generelt.
Tænker vi 50.000 år tilbage, da levede mennesket i meget små samfund måske i grupper/familier/stammer af max 100 individer.
Dagligdagens opgaver var ikke mange, men i høj grad ekstremt vigtige, da de var et spørgsmål om overlevelse.
Det var et jæger/samler samfund og de færdigheder mennesket besad, var i relation til dette samfund.
50.000 år er et splitsekund i en evolutionsmæssig sammenhæng.
Dvs. mennesket har ikke fysisk ændret sig i den periode, men det har vores omkringliggende selvskabte samfund/levevis i høj grad.
Menneskets egenskaber er i største grad indrettet efter den verden vi levede i under jæger/samler samfundet.
Med dette i tankerne forstår jeg godt, hvorfor mit sind og krop reagerer positivt på det at gå på jagt.
Når jeg sidder i en siv bevokset grøft, med Freddie ved min side, ventende, spejdende, lyttende efter om en and eller gås skulle komme forbi, således jeg kan rejse mig op, sigte, skyde og forhåbentligt ramme og dermed give muligheden for, at Freddie kan apportere anden hjem til mig og fuldende en jagtdag, da kan jeg på en mærkelig måde mærke, at jeg tilfredsstiller en urkraft jeg ikke i det daglige får tilfredsstillet.
Denne tilfredsstillelse renser mit sind, opfylder et behov og sætter min person i balance.
Jeg tror ikke det er drabet på en enkel and der giver mig en tilfredsstillelse.
Det er kombinationen af, den forberedelse der skal til (det rigtige tøj skal findes frem, våbnet skal klargøres m.m.), den tålmodighed og venten man ikke kan komme uden om før anden kommer forbi, det simple samarbejde der skal være imellem hund og jæger, de færdigheder man må besidde for at finde det rette skjul, samt de færdigheder der skal til for at ramme anden (de kunne være bedre).
En kombination af problemstillinger og opgaver urmennesket stod overfor dagligt og netop derfor måske rammer mig så hårdt, da jeg netop her er, hvad jeg skal være, det simple urmenneske.
Sidst, men ikke mindst, så får jeg også den helt igennem fuldendte tilfredshed det er at spise en stegt and med friske vildmose kartofler og brun sovs til, en and der har levet et liv, som ælling med sin andemor, imellem siv og åkander gnaskende på alt hvad naturen tilbyder en lille lykkelig ælling (og ikke i en andefarm iblandt 1000 andre ænder uden tilgang til en sø eller andet godt), en and der forender i en split sekund (og ikke under en lang transport til et slagtehus), en and jeg helt igennem viser min fulde respekt igennem alt, hvad jeg gør af forberedelse til jagt, træning af hund, tålmodig venten og forsøget på at give det perfekte skud der i sekundet fjerner livet i anden og på en mærkværdig måde overfører det til mig og min person.
Efter en søndag aften at have været rigtig jæger, så kan jeg med et smil tage på arbejde igen og være det moderne menneske.
Jeg kan stærkt anbefale det at være jæger til alle.
I bund og grund så er det det vi er skabt til, dette er min bekendelse.
Kim
3. sep. 2009
Hunting season is off to a really good start!
True to their tradition Kim and his father Uffe, left very early for this seasons first hunting day! And a great success it was! Freddie and "her" goose.
Abonner på:
Opslag (Atom)